Særlig dag om dialog og forskning
I forbindelse med udgivelsen af Jaakko Seikkulas seneste bog på dansk, “Hvorfor virker dialoger” på forlaget Klim inviteres hermed til et seminar på:
Roskilde Universitet d. 28. november kl. 09.30-16.30
Room 4 1.1-14 - Biograf 41.1 (152)
Seminaret drejer sig om aktuelle opfattelser af begrebet dialog. Der er desuden fokus på, hvorledes der kan forskes i dialogers betydning, samt hvilken betydning forskning har på ændringer af systemer og behandlingsmodeller.
Vi har fornøjelsen af oplæg fra tre højt estimerede personer, der hver især har årelang erfaring indenfor forskning i dialogbegrebet og med at forstå hvordan systemer ændrer sig.
På dagen vil det i øvrigt være muligt at købe Jaakko Seikkulas nyoversatte bog til særpris.
Oplægsholdere:
Louise Phillips er professor i kommunikation ved Roskilde Universitet. Louise forsker og underviser i dialogiske måder at producere og kommunikere viden på. Louise er bl.a. forfatter til The Promise of Dialogue (John Benjamins, 2011) og Embracing the messy complexities of co-creation: A dialogic approach to participatory qualitative inquiry (Routledge, under udgivelse).
Med udgangspunkt i sin nye bog vil hun tale om den tilgang til dialog og samskabelse, som hun sammen med kolleger i forskningsgruppen i dialogisk kommunikation, RUC har været med til at udvikle bl.a. med afsæt i Bakhtins dialogteori og poststrukturalismen. Tilgangen er konstruktiv: Det drejer sig om at skabe åbninger for multiple stemmer. Og den er kritisk: Man integrerer kritiske, refleksive analyser af de iboende spændinger i selve processerne.
Jaakko Seikulla er professor emeritus ved Jyväskylä Universitet. Han har udviklet dialogisk praksis under titlen ”Åben Dialog” i det psykiatriske system i Vestlapland. Han har forsket i Åben Dialog tilgangen og undervist i hele verden. I sin nye bog sætter han ord på 10 forskellige forskningsunderbyggede typer af forklaringer på, at dialoger virker positivt i forhold til behandling af psykiske kriser. Jaakkos dialogforståelse er også dybt inspireret af Mikhail Bakthin.
Jaakko vil bl.a. ud fra sin bog tale om hvorfor dialoger kan være virksomme, når vi taler med mennesker i krise. Han vil også tale om sit syn på at bedrive forskning i dialogisk praksis – som han også vier et kapitel i sin nye bog.
Steve Pilling er professor ved University og London. Han har gennem sin karriere bl.a. arbejdet meget med den forskning, der lægger til grund det gældende offentlige engelske behandlingssystem. Steve er ekspert i at evaluere behandlingsindsatser med henblik på at afklare effektivitet af indsats i forhold til målgrupper. Disse evalueringer sker eksempelvis gennem RCT studier (randomiserede kontrollerede studier). Steve Pilling har de seneste 5 år været overordnet videnskabelig leder af det store engelske studie i forhold til Åben Dialog med titlen ODDESSI (se hjemmeside https://www.ucl.ac.uk/pals/research/clinical-educational-andhealth-psychology/research-groups/oddessi/oddessi-trial).
Steve vil bl.a. tale om erfaringerne fra forskningsprojektet ODDESSI og sit syn på hvad der skal til for at ændre behandlingstilgange i store offentlige systemer.
Program:
Kl. 09.30 Ankomst og registrering
Kl. 10.00 - Jaakko Seikkula:” Why dialogues work”
Kl. 11.00 – Louise Phillips: “A critical, reflexive approach to the messy complexities of dialogue in theory and practice”
Kl. 12.00 Frokost
Kl. 13.00 Steve Pilling: “Researching service systems and the need for change”
Kl. 14.00 Dialog mellem oplægsholdere
Kl. 15.00 Dialog med publikum
Kl. 16.30 Afrunding
Link for tilmelding: https://aad.plan2learn.dk/KursusValg.aspx?id=124716
På vegne af arrangørgruppen: Bjarne Vind Sørensen
Ved spørgsmål skriv til: bjarne@aabendialogfonden.dk
Foreningen DialogNu
Åben dialog Fonden
Roskilde Universitet
Forlaget Klim